Gode råd til jobsamtalen

Du har søgt og brugt en masse tid på at finde din vej i ansøgningsjunglen. Pludseligt får du et opkald eller en mail, hvor du bliver inviteret til samtale. 

Du mærker hvordan en overvældende energi kommer frem, nu gælder det. Igen er forberedelse din bedste partner, for du planlægger din historie og nu skal du forberede dig på en masse spørgsmål. Nogle er nemme andre er mere tricky.

Her kan du benytte 65 spørgsmål til samtalen, som du få ved at sende en mail til mig på morten@epplerhr.dk. Med de spørgsmål og grundig forberedelse vil du være klar til samtalen.

Det du ikke skal gøre:

- møde uforberedt

- tale i floskler

- tale skidt om din tidligere arbejdsgiver

- love mere end du kan holde

- faldbyde dig selv i løn

- panikke.

Vær velforberedt og vær dig selv.

Jeg kan undre mig over at nogle kandidater kommer fuldstændigt uforberedt til samtaler. De har ikke overvejet svar, har ikke undersøgt virksomheden eller forholdt sig til deres egen udvikling og klare styrker. det er ofte dem der får afslag efter første samtale.

Floskler

Glem lige Pippi modellen, citater og andre visdomme. De virker ikke og de kloge ord, som du har lånt fra andre fortæller ikke noget om dig. Jeg har flere gange set at kandidater er kommet galt afsted med et citat eller fået en anden mening ud af at "nogle bygger vindmøller, mens andre bygger hegn".

Tale skidt om tidligere arbejdsgiver?

"Min tidligere arbejdsgiver var en idiot og fattede ikke en skid" og "deres værdier levede de ikke op til alligevel, så der gad jeg sg* ikke være".


Måske er det sandheden, men det fortæller mere om dig selv, at du lufter ud på en samtale, end om virksomheden rent faktisk var de største idioter på denne planet.


Udtalelser som disse klæber til dig som person, så udelad dem. Tal pænt og brug din voksen metode til kommunikation.


Hvis den ikke sidder i skabet, så genbesøg siden "hvad skal jeg sige". Hvis du er interesseret i kommunikation, så tjek Vanessa Van Edwards ud på Youtube.

Love mere end du kan holde?

Lad være med at love mere end du kan holde. Skal du arbejde med dine bogføringsskills og ved det står du ofte stærkere ved at sige det end ved "bare" at love du kan det. Din nye arbejdsgiver finder ud af det før eller siden. Så det kan stille dig i en uheldig situation.


Kig igen på stjernekandidat modellen og forklar hvordan du vil blive skarpere til det du mangler. Husk på at hvis du har den rigtige personlighed og motivation, er det faglige let at fylde på.


Du er mere spændende for mig som kandidat, hvis du er ærlig og kender dig selv, det er ikke det samme som et afslag.

Løn:

Hvis du får 40.000 kr i løn, så skal du ikke gå på kompromis for at stå stærkere i feltet. Når jeg spørger om løn, bruger jeg det som en kontrolfunktion til blandt andet at sikre mig, at du har det rigtige niveau. Hvis du underbyder er det tegn på at dit niveau måske er lavere end det jeg skal bruge.


Skal jeg så lægge til? Måske, men vær hellere ærlig, sig hvad du har og forventer at få. Så er du godt på vej. Forventningerne stiger med din løn, så måske er du den bedst lønnede salgschef i Danmark, så har du også resultaterne til at vise hvorfor.

Lad være med at panikke.

Igen et overset råd. Når man møder frem og er meganervøs, så sig det. Vi HR partnere er vant til at håndtere nervøsitet og hvis du er åben nok til at sige det højt, så får du forståelse og vi anerkender at du kender dig selv. Det er normalt at være nervøs. Husk på at rekrutteringsfolk typisk har rigtigt mange samtaler i bagagen, hvor du måske kun har få. Så allerede der er der en klar forskel.